Ledige stillinger hos spejderne i Haderslev
Krisen kradser med arbejdsløshed mange steder, men hos Skovfolket kan man stadig finde en ledig stilling:
Ledere til minigrenen
Jobbet
Du bliver leder for 15-20 børn i alderen 8-10 år og får sammen med dit team ansvaret for at de gennem leg og afvekslende aktiviteter får mulighed for at udvikle sig til udfarende, kreative spejdere med mod på livet og hinanden. Hver aldersgruppe (gren) har sit eget lederteam og grenen holder møde en gang om ugen. Du skal samtidig påregne 10-12 voksenmøder og 3-6 weekendture med overnatning om året. Desuden tager hver aldersgruppe hvert år på sommerlejr i en uges tid et sted i Danmark.
Dit udbytte
Du får en anderledes praktisk erfaring og en masse værktøjer, som du vil kunne udnytte personligt og i jobsammenhæng. Spejderarbejdet er bygget op om ”learning-by-doing”, hvor spejderne får lov at udnytte og udvikle alle de kompetencer, som ofte overses. Udover den “gratis” mulighed for at prøve dig selv og dine ideer af, sørger vi for en løbende jobtræning med intern sparring og kurser både lokalt og ude omkring i landet med andre spejderledere.
Dig
Du har masser af energi og begejstring og kan lide at give det videre. Du er barn nok til at lege og sætte vilde ting i gang og voksen nok til at planlægge det et halvt år frem i tiden. Spejdererfaring gør det lettere for sig i begyndelsen, men er ikke et must for at kunne blive alle tiders leder.
Tændt ?
Kontakt gruppeleder Erik Lund på gammelnok(at)skovfolket.dk eller på 25 62 82 40.
Du kan også blot sende en sms med dit navn, så kontakter han dig.