Bliv spejderleder

Alle spejdergrupper har brug for nye input udefra. Og vi er altid på jagt efter ledere, der kan hjælpe med at gøre spejderlivet endnu sjovere.

Dig
Du har masser af energi og begejstring og kan lide at give det videre. Du er barn nok til at lege og sætte vilde ting i gang og voksen nok til at planlægge det et halvt år frem i tiden. Måske har du selv været spejder. Eller måske kender du noget til fisk, jagt, vindmøller, brandbiler, træfældning, legehusbyggeri, geocaching, film til internettet eller noget helt andet, som kan sætte gang i nye projekter med store og små.

Dit udbytte
Vi kan tilbyde dig en masse anderledes erfaring og en stribe værktøjer, som du vil kunne udnytte personligt og i jobsammenhæng. Spejderarbejdet er bygget op om ”learning-by-doing”, hvor spejderne får lov at udnytte og udvikle alle de kompetencer, som ofte overses.  Udover den “gratis” mulighed for at prøve dig selv og dine ideer af, sørger vi for en løbende jobtræning med intern sparring og kurser både lokalt og ude omkring i landet med andre spejderledere.

Jobbet
Du bliver leder for 10-20 børn i alderen 6-8, 8-10 eller 10-12 år og får sammen med dit lederteam ansvaret for at de gennem leg og afvekslende aktiviteter får mulighed for at udvikle sig til udfarende, kreative spejdere med mod på livet og hinanden.

Hver aldersgruppe (gren) har sit eget lederteam og grenen holder møde en gang om ugen. Du skal samtidig påregne 10-12 voksenmøder og 3-6 weekendture med overnatning om året. Desuden tager hver aldersgruppe hvert år på sommerlejr i en uges tid et sted i Danmark.

Tændt ?
Har du lyst til at vide mere kan du kontakte gruppeleder Erik Lund på erik.lund(at)live.com eller du kan kigge ind forbi, når vi har møder i Spejderskoven ved Chr. X’s Vej. Benyt indkørslen tæt ved Aastrupvej og kør lige frem – så er du allerede inde i naturen og ude med spejderne.